Stikkende kaniner, flyvende bolde eller løbende børn - alt, der bevæger sig hurtigt, virker som en stimulus på vores firbenede venner. De vil instinktivt og straks følge denne stimulus, den fanger dem fuldstændig, så mange knap nok lægger mærke til deres omgivelser længere. At trække i snoren, at være stærkt distraheret, at stivne, at gø eller i værste fald at løbe væk og jagte begærsobjektet er følgerne af disse bevægede stimuli. Men det er ikke kun intense bevægelser, der udløser impulsagtige reaktioner hos vores hunde, også foder- eller legetøjsbegær og territorial adfærd hører til de impulsive reaktioner.
At dæmpe de instinktive adfærdsmønstre kaldes i hundeopdragelsen “impulskontrol” og bør være en del af enhver grundopdragelse af hunde. Naturligvis er hver hund også her forskellig. Jo stærkere reaktionen på en impuls er, desto mere bør den firbenede ven lære at kontrollere denne impuls. Racer med en jagtdrift vil her muligvis have brug for betydeligt mere træning end golden retrieveren, der har lyst til at lege med de baskende fugle. Især hos hvalpe og unghunde er overbærenhed på sin plads. De er som regel stadig vilde og nysgerrige og lader sig bringe ud af koncentrationen af de mindste småting. Det er helt normalt, kræver nogle gange tid, lidt tålmodighed og træning og lægger sig også et stykke hen ad vejen med alderen.
Hvornår er impulskontrol nødvendig?
Impulskontrol bygger på det vigtigste fundament, basisopdragelsen. Hertil hører ud over “sit”, “dæk” og “bliv” også “ja” og “nej” samt din firbenede vens indkaldelighed. Jo bedre disse kommandoer sidder, desto lettere vil impulskontrollen også lykkes i hundeopdragelsen. Vi fra William Walker vil i dag vise jer en af de vigtigste situationer, hvor en godt indlært impulskontrol endda kan redde liv, og vi viser jer passende øvelser for jer og jeres firbenede venner.
Et øjeblik kigget væk, og allerede er det sket: tabletten, du lige ville tage, falder dig ud af hånden og lander på gulvet. Næppe er den landet, før din firbenede ven allerede begærligt har kastet sig over tabletten og nærmest har inhaleret den i ét hug. En situation, der desværre ikke er sjælden, og som kan være utrolig farlig for hunden, for mange hunde tror, at det, madmor og madfar indtager, er det allerbedste. Denne adfærd udviser hunde især, når de jævnligt har fået mad fra bordet og nu ved, hvad der smager rigtig godt. Falder noget af disse formodede lækkerier nu på gulvet, tøves der ikke længe, men der snappes hurtigt og begærligt efter det, der er at få fat i. Hunden er fuldstændig prisgivet sin første indre impuls og følger den instinktivt uden først at snuse ordentligt. Hunde, der begærligt sluger foder eller genstande af enhver art, hemmeligt hugger eller slæber af med ting og ikke vil give dem fra sig igen, har akut brug for impulskontroltræning. Vores øvelser kan hjælpe med at træne jeres hund af med denne farlige adfærd.
Øvelser til impulskontrol ved foderbegær
Øvelse 1 - Den lækre hånd: Til små foderbegærlige halse findes der en super øvelse til impulskontrol. Lad simpelthen hunden sidde foran dig og gem en godbid helt tydeligt i den lukkede hånd. Den lukkede hånd bør nu vises til hunden, så den kan snuse til den. Kommer hunden hen til den, forbliver den fast lukket, træder den tilbage, kan man åbne hånden en smule og vise hunden godbidden. Sætter den sig nu ned og venter tålmodigt, giver man den godbidden. Kommer den derimod påtrængende nærmere og bruger poter og mund for at få fat i godbidden i hånden, forbliver hånden lukket. Kommandoen “nej” må bruges målrettet, når hunden går over til at gnave, grave eller gø ad hånden. Efter et stykke tid vil den mærke, at alle disse anstrengelser ikke fører til noget, og vil forsøge først at afvente. Når den har klaret at vente stille i 10 sekunder, må den få godbidden. Denne øvelse gentager man bedst så længe (i enheder over flere dage eller uger), indtil den ikke længere udviser begærlig, påtrængende adfærd.
Øvelse 2 - Afstandskontrollen: Denne øvelse foregår på samme måde som den første øvelse, men går endnu mere målrettet ind på situationen, når foder ligger på gulvet. Bring hunden i liggeposition med “dæk” og forstærk med “bliv”. Nu går man 2 skridt tilbage i hugsiddende stilling og lægger godbidden på gulvet og dækker den med hånden. Nu er der to muligheder:
1. Hunden giver straks efter for sin impuls - den springer op og forsøger at få snacken med næb og kløer. Denne adfærd bør dæmpes med et “nej”, og hånden forbliver fast på godbidden. Efter et stykke tid vil den lægge sig ned, da også dens madfar eller madmor stadig befinder sig i hugsiddende stilling. Holder din firbenede ven den rolige liggetilstand i 10 sekunder, må den få godbidden, og øvelsen gentages, indtil øvelsen er indlært.
2. Bliver hunden liggende, kan man tage hånden væk fra godbidden og vise den til hunden. Holder den stadig kommandoen “bliv”, kan man gå et skridt frem og lægge godbidden tættere på hunden. Ligger godbidden nu umiddelbart foran hunden, kan man langsomt forsøge at tage hånden væk. Bevæger hunden sin snude i retning af godbidden, dækker hånden den straks til med et “nej”. Holder hunden ud at lade godbidden ligge afdækket i denne nærhed i 5 sekunder, må den spise den efter en passende kommando. Har man gentaget denne øvelse tre gange med succes, kan man udvide kontroltiderne fra 5 til 10, derefter til 15 sekunder osv. Efter megen øvelse vil det endda være muligt at forlade rummet, uden at hunden rører godbidden.
Øvelse 3 - Fake-dropperen: Har hunden mestret og indlært de to første øvelser med succes, er det tid til den sværeste, men vigtigste øvelse. Her kombineres foderbegær med endnu en stimulus. Den hurtige bevægelse. Her efterlignes det, at mad falder ned. Lad din hund sidde og blive omkring fire meter foran dig. Læg en godbid på bordet og lad den falde ned ledsaget af et stærkt “nej”. Stormer hunden af sted, skal snacken straks dækkes med foden. Som i øvelse 1 og 2 venter man nu, indtil hunden forholder sig roligt. Klarer hunden at blive siddende og først tage godbidden efter et “ja” eller “spis”, kan man videreudvikle øvelsen efter behag, f.eks. lade hunden sidde tættere på, først sige “nej”, når godbidden rører gulvet eller hunden har sat sig i bevægelse, eller ved meget forbilledlig adfærd helt undlade “nej”.
Her ligger målet med øvelserne til impulskontrol ved foderbegær: Et “nej” bør blive næsten helt unødvendigt, fordi det burde være en selvfølge, at mad, der falder ned, er tabu. Foder, også det i skålen, bør altså ideelt set ikke først forbydes med et “nej”, men altid overhovedet først frigives med en kommando.
Ingen foderkontrol: Hvad gør man, når det går galt?
Med disse øvelser kan I forhåbentlig undgå det ene eller andet æde-uheld med jeres hund og sparer ikke kun en masse nerver, men også de dyrlægeomkostninger, der opstår i nødstilfælde. Skulle det alligevel en gang gå helt galt, må man ved medicin ikke tøve længe. Dyrlægen skal ringes op med det samme, i bedste fald kører I direkte derhen. Der findes naturligvis også lægemidler som Novalgin eller Pantoprazol, der tåles af både mennesker og hunde. Men også her varierer dosis, og især små hunde kan tage alvorlig skade. Til nødstilfælde bør man altid have kultabletter hjemme, så de kan gives efter dyrlægens anbefaling. De binder giftstoffer i hundens mave. Også en dåse surkål kan være nyttig i en nødsituation. Skulle hunden have slugt skarpe genstande eller ufordøjelige, giftige kerner (f.eks. en avocadokerne), kan øjeblikkelig fodring med surkål afværge det værste. Surkål vikler sig i hundens mave som en kappe om genstande, glasskår eller kerner - de kan ofte udskilles helt normalt, indhyllet i surkål. Inden man dog griber til selvmedicinering, bør dyrlægen altid rådspørges.
Vi fra William Walker tror, at vi kan hjælpe jer med disse øvelser, og håber, at jeres hunde derved bliver mindre modtagelige for spontane impulsstimuli. Har I lyst til flere øvelser og råd om emnet hundetræning i vores blog? Læg gerne en kommentar.
Af Louisa Knoll
