Den franske Riviera betager med sit drømmeagtige landskab. Afgrænset af grøn natur og klipper møder den blå himmel det azurblå Middelhav. Et panorama, der hvert år trækker mange turister til den mediterrane egn. Berømtheder, malere og kunstnere er inspireret af den franske livsstil, dens elegance og “Le savoir-vivre“, kunsten at nyde livet. Det er ingen overraskelse, at allerede Renoir, Picasso eller Matisse blev draget til det smukke kyststykke. Sådan overbeviser Côte d’Azur i dag ikke kun landskabeligt, men også kunstnerisk, kulturelt og historisk.
For journalistægteparret Susan og Peter har Frankrig altid haft en helt særlig tiltrækningskraft. Begge havde allerede som udvekslingsstuderende uafhængigt af hinanden været rundt i mange dele af landet, og deres første fælles rejse førte dem - til Paris. Hvor ellers? Shopping, slentreture og lidt kultur. Siden da har de to været i hvert hjørne af Côte d’Azur, lå på stranden i Bretagne, slentrede gennem den gamle bydel i Carcassonne og spiste croissanter med “Cafe au lait” ved havnen i Saint-Tropez.
I 2019 besluttede Susan og Peter at pakke deres kufferter og flytte i tre måneder til deres drømmehjemstavn - ved Côte d’Azur. Begge arbejdede nu som freelancere og havde kun brug for en bærbar og internet til at arbejde. Med i bagagen havde de deres to store hunde, Chuck og Coco. Chuck, en stor schweizisk sennenhund, der vejer næsten 60 kilo, kunne på trods af sin masse ikke være en bedre rejsekammerat. Mens Coco, en sankt bernhard-blandingshund med knap 50 kilo rejsevægt, dog en gang imellem sørgede for udfordringer med sin lidt ængstelige natur. Med masser af kærlighed og tålmodighed kunne de fire rejsekammerater til sidst mestre enhver situation vidunderligt. Med opfordringen “Skal absolut efterlignes!“ har vi samlet de positive og negative højdepunkter fra deres rejse til jer - læs selv.
Forberedelserne til en lang rejse med hunden
Planlægningen af “Vive la France-eventyret“ begyndte allerede i efteråret 2018 med købet af en passende bil. For tøj til tre måneder og to store hunde kræver virkelig meget plads. Valget faldt på en brugt Volvo stationcar med rigtig meget opbevaringsplads. „Vi klappede bagsæderne ned og lagde et tæppe ind, så Chucki og Coco rigtig godt kunne brede sig ud“, forklarer Peter. Nu manglede kun det perfekte hus til deres ophold. Tre måneder - tre kriterier. 1. Udsigten skulle ikke lade noget tilbage at ønske, 2. Hundevenligt skulle det være, altså helst indhegnet og med en lille have. 3. En god internetforbindelse til at arbejde. På nettet på fewo-direkt.de fandt de to rejselystne deres drømmehus og lejede det med det samme - fra midten af marts til midten af juni. Inden højsæsonens begyndelse ved Côte d’Azur ville ægteparret være tilbage i Tyskland. Inden turen gik i gang var der en del at gøre: olieskift og motortjek på veteranbilen samt et sundhedstjek og en række forebyggende tiltag for Chuck og Coco. For dyrlægen advarede: Dernede er der helt andre parasitter end her hos os i nord. Så blev kufferterne pakket. „Jeg tog også lidt deko med - et par stearinlys, billedrammer, puder og vaser, så vi rigtig kunne føle os hjemme i huset. Til hundene måtte vi tage masser af foder med og naturligvis også fortrolige sovemåtter, legetøj, skåle og vaccinationspas, det bliver hurtigt til en del“, skildrer Susan. I den fuldt læssede bil startede de fire travelbuddies deres rejse fra Hamburg, Blankenese til Côte d’Azur til den lille by Théoule-sur-mer ved Cannes. Den søde hund Coco havde de foregående uger fået sine måltider i bagagerummet, da hun stadig var lidt ængstelig i bilen. Med fodringen i bilen og stadig længere køreture havde hun vænnet sig til at køre bil og var ideelt forberedt til den store rejse. For Chuck helt latterligt - han ville helst have tilbragt natten forinden i bilen. „Når vores hunde så kufferter, vidste de altid allerede, at de ikke ville se os i et stykke tid, og var kede af det. Da de denne gang måtte komme med, kunne de næsten ikke fatte deres lykke“, husker Susan.
Turen fra Hamburg til Côte d’Azur
Den 12. marts begyndte den spændende rejse. Der var planlagt to overnatninger til de knap 1500 km mellem Hamburg og Théoule-sur-Mer. En gang syd for Frankfurt i Gernsheim ved Rhinen. Til de knap 600 km ad A7 var der med pauser afsat omkring otte timer, næste morgen skulle det gå videre omkring 600 km til Lyon i Frankrig for derefter på tredjedagen allerede om eftermiddagen at ankomme til kysten. Den sidste etape skulle være den korteste, da man i syd allerede i løbet af dagen kunne forvente højere temperaturer, og klimaanlægget i den gamle Volvo havde indstillet sit arbejde for et stykke tid siden.
Hver en til to timer havde Susan og Peter planlagt luft- og afslapningsrunder for hundene. De forlod spontant motorvejen, når de opdagede en lille skov i kanten. Rastepladser blev undgået. Med to store hunde ville det have været alt for anstrengende, især da hanhunden Chuck som flokkens chef slet ikke kunne lide, når nogen - herre eller frue - fjernede sig. Så var han næsten ikke til at holde.
Rejsen forløb i begyndelsen helt afslappet. Chuck og Coco sov det meste af tiden udstrakt. Kort før Frankfurt kom så forskrækkelsen: Den gamle stationcar blev pludselig rigtig højlydt. Lyddæmperen var revet af røret og slæbte gnistrende hen over asfalten. Peter tændte havariblinket, kørte forsigtigt ud på motorvejens nødspor og bragte bilen til standsning. Et havari - og det med to store hunde bagi.
Først handlede det om sikkerheden. Susan steg om bag autoværnet, og Peter åbnede bagklappen, løsnede hundenes sikkerhedsseler og satte snore på. Imens talte han beroligende til pelsnæserne, for de forbisusende biler larmede utroligt meget. Til sidst stod Susan med begge de tilkoblede, men nervøse hunde bag autoværnet, så Peter gik af sted for at stille advarselstrekanten op. Men han havde regnet uden Chuck, for han ville igen holde sin flok samlet og trak kraftigt i snoren for at løbe efter sin herre. „Advarselstrekanten kunne jeg altså kun stille op i meget kort afstand, ikke helt efter reglerne“, husker Peter tilbage. Et blik under bilen, og det stod klart for ham: Lyddæmperen skulle helt af. Heldigvis havde de to en lommekniv med, og sådan var bilen hurtigt køreklar igen. I sneglefart og med en brølende udstødning gik det til nærmeste værksted. Reparationen skabte plads og tid til en udstrakt gåtur med hundene. Veludhvilede og med en hel, kørbar undervogn gik det videre til den første overnatningsstation.
På hotellet fulgte så den næste krise: Egentlig havde Susan og Peter på internettet udtrykkeligt søgt efter dyrevenlige hoteller med en luftemulighed. Det udvalgte hotel lå skønt direkte ved Rhinens bred, og restauranten i stueetagen var indbydende. Gæsteværelserne var dog kun tilgængelige via en smal trætrappe, og en elevator var der ikke. Den snævre, mørke trappeopgang var et absolut no-go for den ængstelige hund, og hun nægtede strengt at sætte foden på trappen overhovedet. Mens Chuck allerede var løbet op og ned utallige gange for at holde sin flok samlet, holdt Coco stand. Gode ord, godbidder, skubbe- og bæreforsøg mislykkedes - det hjalp ikke, der måtte et nyt hotel til. På smartphonen blev der heldigvis hurtigt fundet en erstatning. Et businesshotel ca. 30 kilometer længere fremme i Seeheim. En lys og høj lobby, en stor elevator og et værelse, hvor der allerede lå to tyggeben klar - en flot service. „Set i bakspejlet kan vi kun anbefale alle at øve trappegang og elevatorkørsel med hunden på forhånd, også under vanskelige forhold som snæverhed eller mørke, inden man tager på ferie med sin firbenede ven“, forklarer Peter.
Resten af turen forløb gnidningsløst. Strabadserne fra de seneste dage var hurtigt glemt, da det strålende Middelhav blev synligt fra motorvejen A8. Den resterende strækning førte langs et malerisk scenarie.
Endelig ankommet: Afslapningstilstand til!
Huset var endnu smukkere end forventet, solen skinnede med fuld kraft, og franskmændene bød ikke kun Susan og Peter, men også de blide kæmper hjerteligt velkommen. Udsigten fra den store terrasse var simpelthen fænomenal. „Her udspillede vores liv sig, altid med den fantastiske udsigt over Middelhavets vidder. Her arbejdede vi, dyrkede yoga, chillede med hundene i solen og nød om aftenen til musik af Edith Piaf, Zaz og France Gall det friske middelhavskøkken og den vidunderlige rosé fra egnen omkring St. Tropez“, sværmer ægteparret.
Hundene havde brug for et par dage for at akklimatisere sig og anerkende huset som nyt hjem. Flokfører Chuck holdt i begyndelsen vagt flere nætter, fordi han savnede tryghedens egne og fortrolige fire vægge. Han løb hver halve time gennem feriehuset for at kontrollere, at herre og frue var uskadte. Hundene gav så struktur til dagene. Tidligt om morgenen tog de fire en stor gåtur på en af strandene eller på de lange cykel- og vandrestier, der gennemkrydser hele den bjergrige kyst mellem Saint Maxime og Nice. Undervejs opdagede de hele tiden nye smukke steder, som de kunne ty til efter strandsæsonens begyndelse i starten af juni. For desværre må hunde i Frankrig i sommermånederne for det meste ikke komme på de offentlige strande, og hundestrande er meget sjældne ved Côte d’Azur. Efter gåturen var der morgenmad med udsigt over havet og et par timers arbejde, inden egnen blev udforsket med bilen eller til fods. De store hunde vakte stor opsigt, fordi franskmændene hovedsageligt foretrækker små racer. „Vi blev konstant meget venligt tiltalt om hundene. Alle ville vide navnene og lige ae dem en gang“, fortæller Susan. Chuck og Coco var hurtigt kendt i hele nabolaget.
Susan, Peter, Chuck og Coco har nydt deres tid ved den franske Riviera meget og er blevet rigere på nogle skønne fælles oplevelser. „Vi planlægger allerede vores næste rejse!“, afslører Peter. Vi hos William Walker er naturligvis allerede spændte på, hvor de fire travelbuddies bliver ført hen næste gang - måske har I tips og forslag? Efterlad os gerne en kommentar.
Af Louisa Knoll
