Nogle gange skal der bare én ting til fælles, som formår at stille alle de store og så åbenlyse forskelle mellem to individer i skyggen. Hos os mennesker er det ofte fælles interesser, lidenskaber, oplevelser eller bekymringer, der bringer os tættere på hinanden og lader dybe venskaber opstå på tværs af aldersforskelle og andre grænser. Pludselig opdager man, at alder alligevel kun er et tal, og at det ydre, fysiske forskelle eller kønsforskelle er fuldstændig ligegyldige, og at to fremmede kan blive til ulige venner.
Venskaber i dyreverdenen
Disse farverige forbindelser findes ikke kun blandt os mennesker, men også i dyrenes mangfoldige verden. For mange af vores dyriske medbeboere på jorden er også fuldstændig sociale væsener og længes efter nærhed og hengivenhed - også gerne på tværs af arterne. Sympatier, antipatier, også i dyreriget går det som bekendt ikke altid harmonisk for sig. Nogle dyriske konstellationer har endda et dårligt ry på forhånd - ifølge det bør man helst ikke holde hunde og katte sammen under ét tag. Vi hos William Walker er af en anden mening, og i dag vil vi fortælle jer om et af disse ulige og alligevel utroligt inderlige venskaber. Om kateren Harry og hans store hundevenner Mio og Cara.
Hvordan det hele begyndte - de ulige venners første møde
Det er allerede godt 19 år siden, da de tre venners veje krydsedes for første gang. Den lille navnløse killings fremtid var endnu uvis, for dens ejere ville ikke beholde den. De satte den lille gråhvide killing ud i skoven kort før sommerferien. Der vandrede den rundt - hvor længe ved vi ikke - indtil den til sidst fandt vej til vores grund. Siddende mellem de forgrenede grene af en lav rhododendronbusk observerede den lille de to familiehunde, der legede foran huset. Men Mio, en Rhodesian Ridgeback-blanding og søn af vores golden retriever-tæve Cara, var en absolut vagthund og mærkede straks, at der et sted i haven stadig bankede et lille hjerte. Han fandt den lille kat, snusede til den og blev hos den, indtil vi fandt de to.
Hund og kat: Et dyrisk stort venskabs opståen
Jeg var dengang lige fyldt seks år og havde altid ønsket mig en kat. Måske var det skæbnen, der havde drevet den lille fyr ind på vores grund. I hvert fald hørte kateren Harry fra den dag til vores familie. Han voksede op med vores to hunde Mio og Cara, overtog deres adfærd, stjal deres foder og forsøgte at gribe efter deres logrende haler i luften. Han var egentlig mere hund end kat. Det gik så vidt, at Harry i smug fulgte efter os ud i skoven, når vi gik tur med hundene. Han forstod simpelthen ikke, hvorfor han ikke måtte være med. Især pelsnæsen Mio lukkede den lille sjove fyr ind i sit hjerte med det samme, og de to udviklede det smukkeste fælles morgenritual. Ved daggry, når Harry kom ned ad trappen fra øverste etage, hilste de to venner på hinanden næse mod næse, som om de gav hinanden et lille kys. I alle de år, de tilbragte sammen, holdt de altid fast i det.
Loyalitet mellem hund og kat
Ofte hører man historier om hunde og katte, der deler en kurv, hygger sig og slikker hinanden på ørerne, men sådan var det aldrig hos os. De tres venskab udmærkede sig snarere ved en helt dyb loyalitet over for hinanden. De vidste, at de hørte sammen og måtte beskytte hinanden. Da Harry udviklede sig fra lille killing til en rigtig statelig og fræk kater, var balladen ikke langt væk. Han bankede enhver anden kat i området og pådrog sig næsten enhver form for skade. En gang hængte han sig næsten i et skråtstillet vindue. Når han ikke lige sloges, lagde han gerne musekadavere i vores sko eller skreg hele huset sammen om natten bare for sjov. En virkelig kvik lille fyr. Men var han først faldet til ro, elskede han at være sammen med sine kammerater og have sine yndlingsmennesker omkring sig. Ofte døsede de tre venner den halve dag sammen i ét rum eller udforskede haven sammen, så snart en lille solstråle trængte gennem skydækket.
Kattekamp og de gøende beskyttere
En tidlig sommermorgen havde Harry efter et af sine natlige strejftog gennem nabolaget gjort sig det hyggeligt ude på vores polstrede havemøbler og indhentede en god lur. Han bemærkede vist ikke, at en fremmed sort kater listede gennem haven, lige hen imod ham. Som det senere så ud for os, havde indtrængeren fejt angrebet Harry i søvne. Men knap var slagsmålet begyndt, før vores hunde indenfor begyndte at slå alarm med høj gøen. Vi kom hurtigt løbende ned ad trappen, og til sidst hørte vi også hvæsen og det typiske skrig fra et katteslagsmål. Harry syntes at forsvare sig af al kraft, men han sad i en udsigtsløs forsvarsposition med den bagtil lukkede havestol i ryggen og foran sig den fede, fremmede kater på bagbenene med udstrakte forben og kløerne langt ude. Jeg rev døren op og blev næsten væltet omkuld af de to hunde. For Mio og Cara var på en tiendedel sekund forbi mig og styrtet hen til kattetumlen. Klar til at forsvare deres bedste makker. Det havde angriberen ikke regnet med. Grebet af angst slap han Harry og løb for livet - hundene jagede rasende gøende efter ham. Harry vidste, at hans bodyguards ville klare jobbet herfra. Mens Mio gøede alle mulige trusler efter den flygtende kater ved havehegnet, betragtede Harry triumferende skuespillet. Letfodet og med løftet hale sprang han ned fra havestolen, strakte sig og satte sig ved græskanten for at tage imod sine hjemvendende forsvarere med et næsekys. Som forventet har vi aldrig set den fordrevne sorte kater i nærheden af vores hus igen! Harrys status som “King of the Neighborhood” var for altid beseglet.
At tage afsked og nye venskaber
Men som det desværre er i livet, kan man ikke konservere tid. Cirka 10 år senere måtte vi først tage afsked med Mio og kort efter også med Cara. En hunds liv er simpelthen alt for kort. Harry forstod ikke, hvorfor Mio ikke længere var der om morgenen for at give ham et kys. Han syntes at savne sine kammerater, undgik de trist tomme sovepladser efter de to og trak sig mere og mere tilbage til øverste etage. Jeg forsøgte at fylde hullet i morgenritualet, og han forsøgte at kompensere for fraværet af Mio og Cara. Efter nogen tid tog vi igen hunde ind i vores familie, og Harry kom også godt ud af det med hver nyankommen. Han havde jo aldrig oplevet andet end venlighed og kærlighed fra hunde. Men en så inderlig forbindelse, som han havde haft til Cara, men frem for alt til Mio, opstod aldrig igen mellem dyrene. Harry havde kun foræret sit hjerte væk én gang, eller rettere to gange. Over for de nye firbenede familiemedlemmer gjorde han ret hurtigt klart, hvem der havde de dyriske bukser på i huset, og det var kun ham alene. Og det indtil den dag, hvor vi med tungt hjerte måtte bringe vores lille rod, den vildeste og modigste kater, Harry, til regnbuebroen. 18 år var gået som et øjeblik - igen hed det farvel. Og én tanke trøstede os mere end alt andet - vi var sikre på, at hans bedste venner Mio og Cara sad for enden af regnbuebroen og ville tage imod ham logrende og med et næsepuf.
Har I også ulige venner som kæledyr? Fortæl os endelig i kommentarerne om jeres sjoveste, mest følelsesladede og mest spændende oplevelser med dette usædvanlige venskab.
Af Louisa Knoll
