Hver aften klokken 18:55 sidder Ciro foran hoveddøren for at vente på sin elskede ejer, der altid kommer hjem klokken 19. Også i aften venter blandingshannen tålmodigt i entréen - desværre forgæves. Et syn, der er endnu mere smertefuldt for hans ejer, for hun ved, hvad Ciro endnu ikke har forstået: Hans matte bor ikke længere her.
Som regel begynder alt så smukt. To mennesker mødes, gnisterne springer, og snart efter vil man tilbringe hvert ledigt øjeblik sammen. Alt går som smurt, og på et tidspunkt opdager man det - forelskelse er blevet til kærlighed. Flytningen ind i den første fælles lejlighed følger, og pludselig opstår spørgsmålet: Hvad synes du egentlig om en fælles hund?
Hunden er et vanedyr
Sådan var det også hos Ciros ejere. Under et "vi-kigger-bare-lige"-besøg på dyreinternatet opdagede det unge par den lille blandingshvalp og forelskede sig så enstemmigt og uigenkaldeligt i den lille fyr, at beslutningen var truffet. Fra den dag var Ciro deres et og alt - han gjorde parret til en familie. Årene gik, en fælles rutine opstod, og den kloge blandingshan lærte, hvornår hans ejer hver aften fik fri.
Hunde kan ikke kun udvikle en udpræget god fornemmelse for tidspunkter på dagen, men er generelt meget modtagelige for vaner. Firbenede, der for eksempel altid får foder på samme tid, ved på et tidspunkt helt præcist, hvornår der spises. Nogle sidder allerede spændt foran skålen, begynder at hyle eller får endda rigtige maveproblemer, hvis det engang bliver senere. For hundens kropshukommelse begynder på den vante fodringstid foreløbigt at producere mavesyre for at fremskynde fordøjelsen. Det kan føre til halsbrand, refluks eller en betændelse i maveslimhinden hos den elskede firbenede. Vaner og forventninger har nu engang to sider i hundeopdragelsen. Selvom de giver hundens hverdag struktur og orden, fæstner de sig jo over tid, og når der indtræffer en uundgåelig forandring, opstår der forvirring, usikkerhed og stress. I menneskers og dyrs liv kan der altid ske omvæltninger, det være sig en flytning, en skilsmisse eller også familieforøgelse. Derfor bør man i hundeopdragelsen sørge for en god balance mellem rutine og afveksling.
Hundekontrakten
For Ciro er det desværre for sent, og han må lære på den hårde måde, hvor forvirrende forandringer kan være. Men heldigvis læger tiden alle sår, og Ciro vil snart gense sin ejer. Ganske vist ikke præcist klokken 19, til gengæld to gange om ugen til en gåtur. For hans ejere har gjort alt rigtigt: De har på forhånd truffet en aftale om, hvor Ciro skal blive i tilfælde af en skilsmisse, og endda nedfældet den skriftligt. Sådan er der i det mindste i denne sag ikke yderligere potentiale for strid mellem hans matte og frue. I deres "hundekontrakt" har det tidligere par fastlagt, hvem Ciro skal blive hos, hvordan økonomien skal ordnes, og hvornår der er besøgstider. I fokus bør altid stå hundens velbefindende - også selvom det nogle gange betyder at sige farvel. For hunden bør kun have ét fast hjem. Bliver den hele tiden skubbet frem og tilbage, er det ikke godt for den i længden. Til gengæld glæder den firbenede sig så meget desto mere over gåture og små udflugter med sin ejer. Også Ciro vil gennem det snarlige gensyn med sin ejer hurtigere overvinde den indledende skilsmissesorg og måske opdage, at ejerne hver for sig på en eller anden måde er meget mere tilfredse. De beskæftiger sig endelig igen mere intensivt med ham end med deres forholdsproblemer.
Dyrisk god afledning
Hunde er utroligt følsomme. Nogle kan endda fornemme og snuse sig til følelser, stemninger eller endda sygdomme hos mennesker, før disse selv er klar over det. Hvis hunden altså engang ikke er helt sig selv, er usikker eller forandret i sit væsen, kan det betale sig at sætte spørgsmålstegn ved sin egen adfærd. Tiden under en skilsmisse er ofte ladet med vrede og skuffelse. At sørge og hele er vigtigt, men for både hund og menneske må livet gå videre. Afledning er alt, og en gåtur i frisk luft med den trofaste ledsager ved sin side sørger for den nødvendige klarhed i hovedet. Ciro har efterhånden forstået, at det ikke længere kan betale sig at vente foran døren. Men han har også forstået, at der igen er blevet roligere og mere fredeligt i hans hjem, og at han nu bliver dobbelt forkælet fra begge sider. For på den måde har kærligheden mellem hans ejere ganske vist forandret sig, men aldrig den, de føler for deres søde blanding. Ciro fornemmer nu - som skilsmissehund lever man nogle gange slet ikke så dårligt.
Af Louisa Knoll
