Der findes mange fordomme om hunde og bestemte hunderacer. De passer ikke altid med virkeligheden og gør livet unødigt svært for mange hundeejere. Onde blikke, forældre, der river deres børn op, og problemer med naboerne kan være de ubehagelige følger af fordomme og uvidenhed. Det rammer ofte store hunde, fladsnudede racer som boxere og bulldogs, usædvanlige blandinger eller de egentlige liste- eller “kamphunde”. Nogle menneskers forudindtagethed over for hunde skyldes som regel, at de simpelthen ikke kan lide hunde, har haft dårlige oplevelser, eller at deres forældre fra barnsben har projiceret deres egen frygt over på dem - for frygt for hunde er ganske ofte et opdragelsesproblem. For hundeejere og betingelsesløse dog-lovers er det helt uforståeligt og næsten lidt fremmedartet. Så er den ene eller anden konflikt, især midt i byen, desværre forudprogrammeret.
Uvidenhed og fordomme
Jeg er ejer af en Continental Bulldog - El Carlos. En vild, men utrolig venlig muskelpakke med en svaghed for bolde og en udtalt sympati over for absolut alle mennesker. Bulldogs er kendt for at polarisere - nogle elsker dem og synes, de er ufatteligt søde, f.eks. Reese Witherspoon, mens andre synes, de ser grimme eller ligefrem farlige ud. I de sidste 2 ½ år har jeg fået uendeligt mange komplimenter for min skønne hund, men næsten lige så ofte er jeg blevet angrebet, hånet eller mishaget med blikke. Jeg har været nødt til at lægge mig en rigtig tyk hud til, og i dag er jeg ikke længere bange for at gå i konfrontation og forsvare min trofaste følgesvend med alle midler. Jeg bliver ofte spurgt, om min firbenede ven egentlig er en listehund, eller jeg hører sætninger bag min ryg, hvor ordet “kamphund” tydeligt stikker ud. En gang blev jeg frækt spurgt af en blond kvinde: “Det er da en kamphund! Må du overhovedet gå tur her? Sådan nogle hunde bider jo.” Jeg svarede bare helt afslappet: “Ja, den bider - til morgenmad spiser den helst blondiner. Ej, nu kommer jeg i tanke om, at den slet ikke har fået morgenmad endnu i dag!”
Hvordan håndterer jeg bedst fjendtligheder?
Mottoet lyder altså: hold hovedet koldt og find dig ikke i alt, men kun når folk reagerer aggressivt eller uvenligt over for dig og din pelsede ven. Man bør altid huske på, at nogle mennesker simpelthen ikke ved bedre, og at de måske blot mangler lidt oplysning. Så når en forbipasserende spørger “Er det en kamphund?”, er det ikke altid ment som et angreb, men ofte blot interesse eller nysgerrighed. Oplys disse mennesker om, hvad kamphunde overhovedet er, hvorfor man ikke bør tiltale en hundeejer på den måde, og hvorfor din hund ikke er en listehund. Måske opstår der sådan en hyggelig samtale, og din samtalepartner kan lære af din hundeerfaring.
Forskellen mellem kamphund og listehund
Bulldogs som min Carlos er naturligvis ikke listehunde. Og selv om nogle hunderacer falder ind under den racespecifikke lovgivning, betyder det langtfra, at disse hunde bider eller overhovedet er farlige. Ifølge lovgivningen står der hunderacer på listen, hos hvilke der formodes en farlighed. De enkelte delstater har dog helt forskellige “lister” eller stiller sig bevidst imod ideen om en liste over muligvis farlige hunderacer. For som hundetrænere og hundeerfarne ved, står og falder alt med opdragelsen. Begrebet “kamphund”, der i dag endda bruges som en slags skældsord, siger i sin oprindelige betydning lidt om hunderacer, men snarere om deres anvendelsesområde. Kamphunde er hunde, der er avlet til dyrekampe og opdraget og trænet derefter. At misbruge dyr til kampe er den værste form for dyremishandling og er ulovligt i Tyskland. Listehunde hører dog ikke altid til de hunderacer, der er avlet til kampe, men går ud over det. Kamphund og listehund er altså ikke altid et og det samme. Og da ordet “kamphund” har en nedsættende bismag, bør man begrænse sig til at tale om listehunde.
Fænotypiseringen / racerenhedsbeviset
Min veninde Charlotte har ligeledes en henrivende Continental Bulldog-han ved navn Otto. Selv om hendes udlejer havde givet samtykke til at holde en hund, høstede hun intet andet end mishag fra det ældre par, der boede overfor. Nabostriden begyndte med, at Charlotte regelmæssigt fandt hundelort på sin dørmåtte. Hun skrev til udlejeren, der gjorde hende opmærksom på, at han allerede havde fået en klage fra ægteparret overfor om, at Otto altid forrettede sin nødtørft lige foran hovedindgangen. Ægteparret forklarede, at de “blot” havde lagt Ottos efterladenskaber på dørmåtten. Det mærkelige ved det var ikke kun, at lorten på dørmåtten så ud, som om den stammede fra en hund på størrelse med en chihuahua, men også det faktum, at Otto er en meget renlig han. Han hører til den slags hund, der først leder efter det perfekte sted i 10 minutter og drejer sig 20 gange dér, før det lykkes dem at forrette deres ærinde. Udlejeren troede heldigvis på Charlotte og formanede ægteparret. Men det var endnu ikke enden på mobningen i opgangen.
En aften ringede det på døren hos Charlotte, og hun åbnede for to uniformerede politibetjente. De havde modtaget en anmeldelse om, at hun holdt en uregistreret kamphund. Trods upåklagelige papirer med Ottos stamtavle samt kæledyrspas måtte hannen gennemgå en fænotypisering. Tidligere hed denne test racerenhedsbevis. Her undersøger man hos en eventuel blanding, hvilke racer den stammer fra, altså hvilken race far og mor tilhører, men især hvad de genetisk har givet deres afkom med på vejen. Da der ved hvalpekøb ofte kan forekomme svindel og misbrug, og da det ikke kun er seriøse opdrættere, der bevæger sig på hvalpemarkedet, kan fænotypiseringen nogle gange afsløre “forfalskede” hunderacer. Således avles f.eks. meget dyre hunderacer som Continental Bulldogs eller Broholmere ved krydsning af forskellige racer, der ofte hører til liste- eller kamphunde. I stedet for en raceren Broholmer har man så pludselig en blanding, hvori der gemmer sig en registreringspligtig hunderace. I sidste ende kunne Ottos race og ufarlighed bekræftes gennem fænotypiseringen.
Men chokket sad meget dybt hos Charlotte. Fordelen ved hele historien var, at naboerne nu endelig gav fred, og at Charlotte fra det tidspunkt stak enhver kritiker en af sine 100 kopier af fænotypiseringsattesten i hånden.
Tålmodighed og oplysning bringer os i mål
Det er desværre ikke altid let at fordrive dybt forankrede fordomme fra folks hoveder, men med lidt tålmodighed og en superopdragen hund kan man blive et vandrende symbol mod disse fordomme. Nøglen ligger som ved mange ting i livet i oplysningen, og den kan vi hundeerfarne bedst levere.
Er I også blevet angrebet, har måttet kæmpe med fordomme og uvidenhed? Hvad mener I om emnet, og hvordan håndterer I det? Efterlad os gerne en kommentar!
Af Louisa Knoll
