Mange kilometer væk, mellem kæmpestore isbjerge midt i den vilde snefygning, stampede en stor mand med tunge støvler gennem sneen. Hans lange røde frakke blafrede i den iskolde vind, og istapper havde dannet sig i hans buskede skæg. Men hvem var det, der ved disse temperaturer kæmpede sig gennem Nordpolens forladte vinterlandskab? Det kunne kun være én: julemanden. Hans besværlige vej skulle snart få en ende. Nogle hytter, pyntet med tusind farverige lys og med rygende skorstene, blev synlige et stykke væk. Julemandens by lå lige så isoleret i det arktiske landskab som en oase i ørkenen eller en ensom ø i Middelhavet. Grantræer, så store som huse, skjulte den lille julelandsby for nysgerrige blikke. For i nogle år havde det ikke kun været videbegærlige forskere, der blev tiltrukket af den næsten mennesketomme Nordpol, men også enorme krydstogtskibe med turister om bord. Engang var julemanden på vej ned til vandet næsten løbet lige ind i en gruppe passagerer, der netop studerede sporene af en sæl. Heldigvis var hans hoved så fuldt af sne og frost, at de ophidsede mennesker tog ham for en løbende isbjørn.
Det var ikke kun blevet sværere at vogte over julens hemmeligheder, i år havde en ulykke ramt julebyens indbyggere og flittige arbejdere. Og det blot en uge før jul. En del af Santas rensdyr - Donner, Dasher, Dancer og Blitzen - rejste altid kort før jul til menneskenes fjerne byer for at skaffe sig et overblik til juleaften. Ruten skulle hvert år planlægges på ny og minutiøst på grund af de urbane forandringer. Men på rensdyrenes vej hjem kom så chokket - Blitzen klagede over tør hoste - han havde smittet sig med menneskenes coronavirus. Sådan gik det til, at de fire rensdyr, der havde været afsted sammen, straks måtte i karantæne og juleaften ikke kunne trække julemandens slæde sammen med de andre.
Håb fra konvolutten
Fortvivlet og fuld af bekymring over, at han måtte skuffe de mange børnehjerter, der ventede på deres gaver, havde julemanden begivet sig ud i snestormen for at lede efter hjælp til de resterende fem rensdyr og afløsere for Donner, Dasher, Dancer og Blitzen. Desværre forgæves. Isbjørnene havde i år nok af deres egne bekymringer. Sneharerne var bange for menneskene, fordi de engang havde set en pelskrave på en turists jakke, der lignede deres egen pels forbløffende meget. Moskusokserne var for tunge og ville skræmme menneskene med deres larm. Mens julemanden altså nu stampede gennem sneen, stresset og frustreret over fiaskoen, grundede han anstrengt over, hvordan han alligevel kunne redde menneskenes jul.
Endelig havde han nået landsbyen og sin hytte, lod sig falde ned i sin yndlingslænestol lige ved kaminen og varmede sine iskolde fødder. Tankefuldt åbnede han de sidste ønskesedler, der var nået frem til ham. Pludselig faldt et lille billede ud af en af konvolutterne, det var en lille dreng med strålende blå øjne afbildet på det, som omfavnede en stor sort hund. På bagsiden stod der skrevet med barnlig skrift: „Jeg ønsker mig et nyt halsbånd til min bedste firbenede ven, Rufus“. Da gik det op for julemanden som skæl, der faldt fra øjnene: Hvor ofte havde han, under sine nedstigninger i denne verdens skorstene, mødt de skønneste hunde. De var ikke kun kloge, fintfølende og modige, men havde også følsomme ører og fine næser, som de kunne orientere sig med og opfatte andre dyr og selv følelser med. Desuden vidste julemanden én ting helt sikkert: Hunde elskede menneskene! De ville ikke svigte ham. Især syntes coronavirussen ikke at kunne gøre dem noget. Da Santa Claus vidste, at uendeligt mange ensomme hunde bare ventede på en chance som denne, startede han sin søgen i denne verdens dyreinternater.
Julemanden og hans nye ledsagere
Højt mod nord, i et lille dyreinternat i Reykjavik, blev julemanden snart fundet. I den store eurasier-blandingstæve Anuk genkendte han en trofast og klog ledsager. Hun var årvågen og havde en kraftig krop, ideel til at trække den tunge slæde. Julemanden mærkede, at hun var noget særligt. Tilfreds rejste han med Anuk til Sverige for at lede efter flere hunde. Et dyreinternat i Göteborg bragte den allerede lidt ældre blandingshanhund Erik ind i julemandens liv. Eriks livserfaring og hans sindige væsen skulle vise sig at være utroligt vigtige for samarbejdet i slædeholdet. Kun nogle hundrede kilometer væk, i danske Tønder, adopterede Santa Claus husky-blandingen Otto. En ung, adræt, kvik fyr med turkisblå vågne øjne. Han sprudlede ligefrem af energi og kunne næsten ikke vente med at gå i gang med sin nye store opgave.
Nu manglede der kun en eneste hund som rensdyrafløser for at redde julen. I det nordlige Tyskland, i et dyreinternat i det smukke Hamborg, fandt julemanden golden retrieveren William. Han havde været anbragt på internatet i et stykke tid. For 5 år siden var han som hvalp blevet givet væk i julegave. I begyndelsen havde han stadig bragt sin familie stor glæde, men jo større han blev, jo mere overvældede følte de sig med ham. De efterlod ham på dyreinternatet uden at vende sig om en eneste gang. De så ikke i ham det, som julemanden nu gennem tremmerne genkendte dybt inde i Williams knapøjne: Et hjerte af guld, betingelsesløs kærlighed og urokkelig loyalitet. De to havde ledt efter og fundet hinanden. Med sine fire nye ledsagere vendte julemanden skyndsomt tilbage til Nordpolen, for der var stadig så meget at gøre.
Det julede eventyr begynder
Efter at de tilbageværende rensdyr Prancer, Vixen, Comet, Cupid og Rudolph havde givet de nyankomne på Nordpolen et lynkursus i slædetrækning, var alle dyrene ikke kun perfekt forberedte, men også blevet et fantastisk hold. Anuk, Erik, Otto og William nød landsbyboernes lege- og kæleenheder. For første gang i lang tid følte de sig brugt, elsket og værdsat. De var blevet en del af en stor omsorgsfuld familie og måtte endelig også opleve, hvor vidunderlig juletiden dog kunne være i kredsen af deres kære. Deres forestående opgave, at trække julemandens slæde over skyerne, bjergene og dalene, tog de fire hunde trods deres nye lyksalighed meget alvorligt.
Om morgenen den 24. december spændte julemanden sine ni trækdyr foran den fyldte slæde - rensdyrene havde han udstyret med FFP2-masker. Menneskenes vacciner havde desværre vist sig at være virkningsløse hos rensdyrene. Santa Claus lagde hovedet tilbage i nakken og gav startsignalet: „Ho Ho Ho!“ Dyrene begyndte at løbe, slæden satte sig hurtigt i bevægelse, og sammen kørte de ud i den vide verden. De nåede det rettidigt til festen, at fordele alle gaverne under menneskenes farverigt pyntede juletræer. Santa og hans dyriske ledsagere har endnu en gang bevist, hvor vigtige sammenhold og solidaritet især er i krisetider. Uden William og hans venner, deres højmodighed og deres uforfærdethed, havde der i år ikke været en rigtig jul. De reddede blev til reddere. De udstødte blev til helte. Og det fyldte dem med stolthed, også at gøre de mennesker en tjeneste, der havde behandlet dem dårligt, glemt dem, sat dem ud eller efterladt dem på dyreinternatet - for William og hans venner vidste: Til jul handler det ikke kun om gaver, samvær og lækker mad, men meget mere om tilgivelse og næstekærlighed.
I den ånd ønsker William Walker-teamet jer en glædelig, sund og velsignet jul!
Af Louisa Knoll
